Håndarbejdets fremme

Sy og strik til den lille ny

Elsker du at kaste dig ud i nye håndarbejdsprojekter? Har du fået øjnene op for, hvor meditativt det er at strikke, og kan du bare ikke få nok, når du først er kommet i gang? Bare rolig – du er helt normal. At blive bidt af en gal strikkepind er ikke det værste, der kan overgå en. Men har du svært ved at komme på nye idéer til dine næste projekter?

Alle elsker hjemmestrik

OK, det er måske ikke helt sandfærdigt, men mon ikke de fleste elsker et stykke håndlavet tøj, som er lavet med kærlighed. Der er faktisk ikke grænser for hvad man kan finde opskrifter til. Gå på jagt i farmors gamle bøger med strikkeopskrifter, gå på biblioteket og fordyb dig i magasiner, eller lav en simpel søgning på nettet. Aldrig har det været så nemt at finde nye opskrifter! Og der er noget for enhver smag, uanset om man er mere eller mindre øvet. Om man har tålmodighed til strikkeprøver eller ej. Er du typen der bliver skruk hver gang du har ægløsning, eller blot ved synet af en barnevogn på gaden? Så er det nok babytøj du skal gå efter.

Uendelige muligheder

Der er faktisk ubegrænsede muligheder, når du vil fremstille babytøj til din egen eller venindens barn. Babytøj har det også med ikke rigtig at gå af mode, og det er kun hyggeligt at bruge gamle opskrifter fra dengang mor og far var børn. Også når det gælder syede kjoler og lækre små bukser og trøjer, er det faktisk bare med at finde egnet stof og komme igang. Stofbutikkerne har række efter række med det fineste stof til små børn, og opskrifterne kan du finde samme sted. Og ellers gemmer genbrugsbutikkerne på uanede skatte af smukt stof af god kvalitet, som en anden kvinde har haft på lager til hvad nu hvis…

Simpelt design

Tøj til de helt små behøver ikke at være kompliceret at sy, eller strikke. En baby er – helt ærligt – temmelig ligeglad med smarte lommer og lynlåse. Så med mindre du bare elsker at kaste dig ud i nye udfordringer, kan mindre gøre det. Er du nybegynder kan du sagtens sy eller strikke de helt enkle modeller. Det er ikke svært, og det bringer så meget glæde, både hos den der syr eller strikker, og hos den, der skal give barnet tøjet på – også hvis det ikke er dig selv. Men hjemmelavet babytøj er bare det skønneste at få i barselsgave. Helt unikt og som sagt, fremstillet med kærlighed. Bedre start kan den lille ny næppe få.

Tæpper af klude

Føler du dig ikke så ferm i at lægge ud med at sy eller strikke babytøj, kan du sagtens starte med det helt nemme. Hvad med et barnevognstæppe? Eller en lille bamse? Det behøver overhovedet ikke at være svært. Søg på nettet efter nemme opskrifter, eller spørg hos din lokale forhandler. Fordelen ved et barnevognstæppe er, at det ikke blot er nemt, men at det også kan strikkes i flere dele. Lav det f.eks. af retstrikkede lapper af en god størrelse, og sy dem sammen bagefter. Så kan du lege med materialer og farver, og skabe noget ganske unikt, som i hvert fald ikke skal byttes! Et tæppe er også nemt at sy, og her kan du – igen – lege med mønstre og farver og skabe noget, du bare aldrig vil blive træt af at se på eller bruge. Så er du blevet skruk, eller kender du nogen der er, så er det bare at komme i sving med et eller flere hyggelige og kreative projekter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk